tirsdag den 30. juni 2009

Pause på bloggen - skal vel egentlig slettes...

Mon ikke jeg burde slette denne blog? Hvis jeg skulle få brug for den i endnu en opsamlingsrunde på 23 ting eller noget lignende, så kan jeg vel altid lave en ny... Overvejer det i hvert fald kraftigt.

tirsdag den 7. oktober 2008

Husk mælken!

Hmm, ellers tak. Denne sidste ting springer jeg over...
Jeg synes nogle gange, det bliver lidt for meget med alle de steder, man skal tilmelde og registrere sig på nettet, så jeg skal helst kunne se et personligt formål, før jeg gider - og det kniber det med i forhold til RTM. Jeg er et vaskeægte ordensmenneske (bare spørg min stakkels kæreste) og har derfor selvfølgelig allerede fuldstændig styr på mine aftaler/opgaver/tidsfrister mm. Derfor synes jeg ikke, jeg har brug for et nyt værktøj til den slags. På arbejdet bruger jeg Outlook-kalenderen, og privat er det kalenderen i min mobiltelefon, som holder styr på tingene. Jeg elsker simpelthen kalenderfunktionen i min mobil!! Det er genialt indrettet med påmindelser, årsdage, noter, møder osv. Så jeg har ingen trang til at udskifte den med noget der kræver, at jeg går på nettet for at tjekke mine aftaler ;-)

tirsdag den 30. september 2008

StumbleUpon

Hvad kan jeg sige... Er sikker på at vi her har at gøre med endnu en tidsrøver på linie med Facebook! Jeg havde faktisk registreret mig på StumbleUpon før sommerferien, men jeg havde ikke fået installeret deres toolbar. Det har jeg så gjort nu, og er allerede fascineret af alle mulige (og umulige) hjemmesider man pludselig støder på! Jeg er dog ikke helt sikker på, hvor "dybt" jeg vil udforske det - tror f.eks. ikke jeg vil begynde at lave vennelister i StumbleUpon. Men jeg kan sagtens se (underholdnings)værdien og kan nemt forestille mig, at jeg vil bruge det fremover.

mandag den 22. september 2008

Ruteplanlægningsværktøjer (dejligt ord!)

Så har jeg leget mig igennem næste punkt på dagsordenen - Google Maps & Gmaps Pedometer.

Herhjemme brugte jeg en overgang krak.dk rigtig meget, når jeg skulle bruge et kort eller finde en rute, men krak.dk har jo den begrænsning, at det kun dækker Danmark(!) På min ferie i USA i sommers brugte jeg derfor Google Maps af og til, og jeg kunne se at mine amerikanske venner brugte det rigtig meget. Google Maps har også nogle fine funktioner, som krak.dk ikke har (endnu?) Når man har lagt sin rute kan man f.eks. ændre på den ved at "trække" i linien, så den benytter andre veje end de oprindelige - jo, det kan man selvfølgelig også vha. "via" funktionen på krak.dk, men det er nu meget nemmere og mere brugervenligt bare at "trække" i ruten (det kunne jo tænkes, at man slet ikke var kendt i området, og derfor ikke vidste, hvad man skulle skrive i "via" boksen).

Gmaps Pedometer virker også som en god service, men jeg har allerede vænnet mig til at bruge det de kalder "Opmål løberute" på www.iform.dk Her kan man også gemme sine løberuter og maile dem til andre, men jeg har dog ikke set, at de skulle ha' en kalorietæller - meget fancy ;-)

Facebook - nu med nyt design

Så fik jeg også det nye design på min facebook-profil, men det skete helt automatisk inden jeg selv nåede at gøre noget ved det. Efter opdatering var oversigten over de grupper jeg er tilmeldt dog forsvundet!! Det tog mig rigtig lang tid at finde dem/oprette et link til dem, hvor jeg undervejs blev mere og mere utilfreds med hele FB-konceptet, men nu skulle tingene fungere, så jeg med friskt mod kan gå videre til den næsten "ting" i denne light opsamling :-)

PS: En god ting ved hele affæren med mine forsvundne grupper var, at jeg brugte så lang tid på at lede efter dem, at jeg lynhurtigt blev fortrolig med det nye design - intet er så galt, at det ikke er godt for noget ;-)

onsdag den 17. september 2008

Nyt design på Facebook? Ikke på min profil...

Efter en intensiv rundvisning på Facebook, hvor Maria gav sig tid til at svare på mine mere eller mindre dumme spørgsmål, er jeg blevet meget klogere (og det er jo altid rart)! Tilbage står bare spørgsmålet om, hvorfor jeg som splinter ny bruger på FB er blevet oprettet med det gamle profil-design...?! Maria havde ingen forklaring - og vi kunne ikke engang finde et sted, hvor jeg kunne klikke for at skifte over til det nye design. Meget mærkeligt... Evt. forklaringer vil blive ventet med spænding :-)

Facebook

Så kom jeg også - som en af de aller sidste under 30 - på Facebook! Jeg har ellers holdt mig væk, da jeg forudser at der vil ske én ud af to mulige ting:

1. Jeg vil ikke få vedligeholdt profilen (og jeg hader "døde" sider på nettet).
eller
2. Jeg vil blive helt opslugt af fænomenet og bruge alt for meget af min (i forvejen sparsomme) fritid på at opdatere profilen og finde venner.

Men nu har jeg altså taget chancen og oprettet mig, og jeg har da allerede fået føjet nogle venner til listen (og fyldt min mailbakke med bekræftelser/anmodninger!!). Personligt synes jeg dog, det er meget vigtigt at vide præcis, hvem der kan se hvilke oplysninger om mig, så jeg har især brugt lang tid på sikkerhedsindstillingerne (det link Facebook kalder: "Privatliv"). Man gør sig jo sine tanker, når man læser nyheder som denne: www.dr.dk/Nyheder/Indland/2008/09/12/094712.htm